Fra børnehjem til plejecenter

Fra børnehjem til plejecenter

 

Alle de medvirkende foran deres publikum – begge parter havde en fin eftermiddag på Plejecenter Birkelund.

Palsgaard Sommerspil tog på Birkelund

”Smil”, opfordrer radiovært Bert Healy og hans Boylan Sisters – og Annie og hendes veninder lytter med og følger opfordringen. Det samme gjorde tilskuerne på Plejecenter Birkelund.

Annie og hendes seks veninder tog i onsdags turen fra  børnehjemmet i 1930’ernes New York til Plejecenter Birkelund i Juelsminde Med sig havde de forstanderen på børnehjemmet Miss Hannigan, hendes skurkagtige bror Rooster, som havde taget sin kæreste Lili med, samt milliardæren Oliver Warbucks, som både giver Annie et nyt hjem og udlover en stor dusør til den, der kan finde Annies forældre.

Det blev til 40 minutters underholdning for beboerne på plejecentret, der kiggede og lyttede sammen med nogle af dem, der kommer på daghjemmet, og en halv snes ældre, som blot kommer på besøg, når der sker noget på Birkelund. For mange af tilskuernes vedkommende var det langtfra første gang, de stiftede bekendtskab med Palsgaard Sommerspil.

”Jeg har da set flere af jer i parken før, og I er naturligvis velkomne også i år”, pointerede formanden for Palsgaard Sommerspil Karin Misser, der præsenterede de medvirkende i musicalen ”Annie”, som opføres på Danmarks Smukkeste Friluftsscene fra 27. juli til 6. august.

Men fordi ikke alle har mulighed for at komme til Palsgaard Slotspark og opleve en forestilling på et par timer, havde aktivitetsmedarbejder Gitte Knudsen ringet og spurgt, om ikke sommerspillet kunne komme til Birkelund.

”Vi er glade for, at I sagde ja. Det blev en rigtig fin oplevelse”, sagde Gitte Knudsen, der måtte beklage, at kaffen var drukket før forestillingen, da Annie og hendes veninder spurgte, om de ikke måtte drikke kaffe sammen med beboerne.

I stedet fik de syv børnehjemspiger fra 30’ernes New York en lille rundvisning på plejecentret, inden de skulle i slotsparken for at øve videre, så alt er klar til premieren 27. juli.

Se mere på palsgaardsommerspil.dk


Mor og datter

Mor og datter

”Annie” er det største

Johanne og Karin Misser lover publikum en stor oplevelse i Palsgaard Slotspark – med ”Annie” i centrum. Foto: Palsgaard Sommerspil

Karin og Johanne Misser glæder sig til Palsgaard-udgaven 

Siden 1988 har Karin Misser stået, gået, danset og sunget på Danmarks Smukkeste Friluftsscene i Palsgaard Slotspark adskillige gange.  Med sig på scenen har hun i flere tilfælde haft datteren Johanne. Men deres indtil nu største musical-oplevelse er et andet sted fra:

”Sammen var vi med i ”Annie” på Fredericia Teater i 2006. En god historie og helt fantastisk musik. Sjov og ballade, alvor og eftertænksomhed. En forestilling for børn, unge, voksne og ældre. Bedre bliver det ikke i den genre”, mener mor og datter om Palsgaard Sommerspils 2017-forestilling.

Karin Misser, 51 år, er formand for sommerspillet, og Johanne Misser, 20 år, er efter en længere pause tilbage på scenen som en del af ensemblet i ”Annie”, den musikalske historie om en rødhåret børnehjemspige, der med hjælp fra en flok friske veninder stikker af fra en tyrannisk forstanderinde for at lede efter sine forældre.

I 2006 var ”Annie” Fredericia Teaters 50 års jubilæumsforestilling. Året før havde Karin Misser som abbedisse og Johanne som Gretl været med i Palsgaard Sommerspils hidtil største publikums-succes ”The Sound of Music” – i øvrigt med Johannes storebror Andreas som Gretls storebror Kurt. Derefter sprang Karin Misser fra amatørscenen til det professionelle Fredericia Teater, først ved at gå til audition og få en rolle i ”Skatteøen”, for derefter at blive tilbudt rollen som Grace Farell i ”Annie”, som også kom på turne.

”Ja, der måtte jeg jo til audition for at komme med”, smiler Johanne Misser, som spillede Annies veninde Kate tre måneder og sammen med de øvrige børn holdt skole-pause og fik undervisning undervejs. Hun har været med på Palsgaard, siden hun lå i barnevogn, og i 2004 debuterede hun på scenen i ”Tordenskiold”. I 2007 var hun med som lille Cosette, da Palsgaard Sommerspil havde ”Les Misérables” på programmet.

Siden har hun ikke været på scenen i slotsparken. For mens hendes mor gik fra de skrå brædder til den administrative side af teaterverdenen og via job på blandt andet Fredericia Teater og Mungo Park Kolding i dag er projekt- og produktionsleder på Randers Egnsteater, koncentrerede Johanne sig om sin skolegang, der sluttede med studentereksamen i fjor.

Men sideløbende har hun fået undervisning i både saxofon, klaver og sang, for hendes mål er en uddannelse på musicalakademiet i Fredericia, og hendes mor forstår hende så udmærket.

”I Barrit, hvor jeg kom fra, kunne man godt interessere sig for teater og den slags, men mine forældre regnede bestemt ikke med, det var noget, man kunne leve af. Derfor var det en åbenbaring for mig, da jeg tog springet fra et sikkert job til en usikker teaterverden og faktisk kan leve af det.  Selvfølgelig skal Johanne gå efter sin drøm”, pointerer Karin Misser.

Johanne Misser er på scenen i år, dels for at blive dygtigere, dels fordi årets musical er ”Annie”:

”Jeg har job på Horsens Ny Teater, mens jeg arbejder på at blive god nok til at slippe gennem nåleøjet til musicalakademiet, som optager fire drenge og fire piger hvert år. Og med ”Annie” på plakaten var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle være med. For den musical er for mig det største”, konstaterer Johanne Misser.

 Se mere om ”Annie” på palsgaardsommerspil.dk


Scenebyggere søger kolleger

Scenebyggere søger kolleger

Scenebyggere søger kolleger

Nikolaj og Arne Kej er trods en aldersforskel på 66 år gode kolleger i slotsparken. Nikolaj har været med morfar på frivilligt sommerarbejde, siden han var syv år. Det har inspireret ham til at tage en EUX tømrer-uddannelse på Learnmark i Horsens, så han i denne sommer er blevet både student og tømrer.

Arne Kej, 87 år, er alderspræsident – hans barnebarn er også med

Da Arne Kej og hans hustru Merete flyttede fra Sjælland til Juelsminde for at være tættere på familien, skulle den 73-årige pensionerede kaptajn i Hæren ud og skabe sig et nyt netværk. Derfor kørte han til Palsgaard for at finde ud af, om sommerspillet ikke kunne bruge ham som scenebygger.

Jo tak, var svaret, og i dag er han som 87-årig stadig aktiv foråret og sommeren igennem med hammer, sav, skruemaskine og almindelig håndkraft, når de frivillige håndværkere samles mandag og lørdag for at gøre scenen klar til premieren 27. juli på årets musical ”Annie”.

”Ja, nu kan jeg slet ikke holde mig væk”, smiler veteranen, der har fået datteren Mette Marie og det ældste barnebarn, Nikolaj, med på holdet af frivillige – Mette Marie som billetsælger mm, når forestillingen er i gang, Nikolaj på scenebyggerholdet.

”Det gør det jo bare endnu sjovere, at det også er noget, familien er sammen om”, mener alderspræsidenten, der måske vil overveje at stoppe, når han fylder 90.

Ingen mødepligt

Mens skuespillerne holder sommerferie indtil 14. juli, er der denne lørdag otte mand med på holdet, og de vil meget gerne have nye kolleger. Faste arbejdsdage er mandag kl. 10-15 og lørdag kl. 9-15.

”Men der er ikke mødepligt”, understreger Finn Sonnich Andersen, tidligere formand for Palsgaard Sommerspil og nu fast med i staben af scenehåndværkere.

”Næh, man kan komme, som man nu har tid til, og så kan man måske også lave lidt af arbejdet derhjemme”, supplerer Finn Mortensen, der tirsdag den 27. juni fylder 65 og dermed bliver folkepensionist.

Finn Mortensen har været i gang hjemme i ”huggehuset” – her ses han med resultatet.

Derhjemme i ”huggehuset”, som han kalder det, har den fhv. tømrer fremstillet de køjesenge, som Annie og hendes veninder skal ligge i på det børnehjem, hvor en del af historien foregår. Heller ikke han kan undvære sammenholdet og er – trods eftervirkninger af et par blodpropper fra i efteråret – ikke meget for at blive væk fra arbejdsdagene i slotsparken.

”Det skal bygges væk”, er hans gode råd.

Scenemester Jesper Hansen kan sagtens bruge et par mand ekstra de sidste hektiske uger op til premieren. ”Det er bare at henvende sig”, siger han.

Og, tilføjer Agnete Bjerg, næstformand for Palsgaard Sommerspil, hvis man ikke er håndværkertypen, er der andre muligheder at komme i aktion. For eksempel i systuen eller på de hold, der i spilleperioden 27. juli-6. august sørger for, at publikum får en god totaloplevelse.

På palsgaardsommerspil.dk kan man melde sig til sommerspillets arbejdsstyrke – og købe billetter til forestillingen.


Fortid, nutid og fremtid

Sommerspil-koncert med minder, smagsprøver og afsløring

Annie (Maria Brøchner) sang ”Der kommer en dag i morgen”, da Palsgaard Sommerspil leverede en alsidig musical-koncert på Horsens Ny Teater. Musical-klassikeren ”Annie” har premiere på Danmarks Smukkeste Friluftsscene torsdag den 27. juli.
Miss Hannigan (Carina Hartmann Olsen) fortæller, hvad hun mener om de ”små, små piger” på børnehjemmet, hvor historien om ”Annie” begynder. Pigernes respekt for autoriteten kan ligge på et meget lille sted – her July (Rachel Lara Panaguiton) og Pepper (Anna Ruben Johansen).

        

Første afdeling bød på nostalgiske genhør fra en række klassikere fra 45 operette og musical-år i Palsgaard Slotspark plus et kig ind i fremtiden, da Palsgaard Sommerspil gentog sidste års succes med en musical-koncert på Horsens Ny Teater.

Efter genhør med en række højdepunkter fra tidligere forestillinger fulgte nemlig to numre fra ”Hairspray”, som bliver 2018-forestillingen på Danmarks Smukkeste Friluftsscene i Palsgaard Slotspark.

”Hairspray” byder på en del af ”de mange rapfodede dansenumre, der holder 1960’ernes mange skøre dansediller ud i strakte arme og ben”, som Berlingske Tidende skrev i sin anmeldelse, da ”Hairspray” blev spillet i Tivoli i København i 2016. De muntre musicaltoner i forestillingen er inspireret af 1960’ernes tyggegummipop og dreng-møder-pige-ballader med solid tilsætning af gospel, soul og rhytm&blues. I amerikansk teenage-ånd, men selvfølgelig med et Palsgaard-twist.

Men inden da er der blandt mange andre syv livlige piger, en fordrukken børnehjemsforstanderinde og hendes skurk af en bror samt en varmhjertet milliardær på programmet, når Palsgaard Sommerspil opfører ”Annie” fra 27. juli til 6. august. Knap 3000 har allerede købt billetter til forestillingen, som 250 koncertgængere fik smagsprøver på lørdag aften i Horsens Ny Teater. Anden afdeling bestod nemlig af en række numre fra årets musical – naturligvis også Annies version af klassikeren ”Der kommer en dag i morgen”.

Billetter til ”Annie” kan købes via palsgaardsommerspil.dk og på billetlugen.dk - det samme kan i øvrigt allerede nu billetter til ”Hairspray”


Her er Annie

Her er Annie og hendes hund


Palsgaard Sommerspil har rollelisten klar til næste års musical

Maria Brøchner spiller titel- og hovedrollen, når Palsgaard Sommerspil sætter
den swingende Broadway-musical ”Annie” op på Danmarks Smukkeste Friluftsscene fra 27. juli til 6. august 2017.

Trods sine kun 11 år har hun en del erfaring på scenen. I år har hun spillet
Margaret i ”Fornuft og følelse” på Århus Teater, hvor hun i 2014 var med som Lille Cosette i ”Les Misérables”. Maria har også været med i ”Matador” på Vilhelmsborg Festspil, så hun kender betingelserne, når teatret rykker ud under åben himmel.

Siden Maria var fire år, har hun gået til dans, og hun har sunget i kor siden 0. klasse. Drømmen om at spille Annie har hun haft, siden hun hørte og så den første gang på film. Så selv om hun bor i Århus, var hendes forældre helt med på, at hun skulle søge, da Palsgaard Sommerspil kaldte til audition:

”Heldigvis bakker de mig 100 procent op og er klar til at køre herned rigtig mange gange. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang”, sagde Maria, da hun var på Palsgaard for at blive fotograferet som Annie til brug for plakater, annoncer og så videre.

Veninder fra nærområdet

Når prøverne går i gang til april, får hun følgeskab af seks veninder på det børnehjem i New York, hvor hun er vokset op. De kommer alle fra Palsgaard Sommerspils nærområde, for de spilles af Frigga Bruun Fanø, Sattrup, Kristina Marie Meinert Pedersen, Horsens, Sofia Lykke Mortensen, Juelsminde, Anna Ruben Johansen, Hedensted, Silje Bay Kronow, Gedved, og Rachel Lara Panaguiton, Egebjerg.

”Et meget stærkt hold”, vurderer instruktør Jens Frausing, som sammen med resten af den kreative ledelse er tilfreds med resultatet af audition:

”Også til voksenrollerne havde vi særdeles gode ansøgere, og vores ensemble er alsidigt sammensat. Vi er helt sikre på, at vi har alt, hvad vi skal bruge, til at skabe en flot forestilling”, smiler instruktøren.

Kendte Palsgaard-ansigter

Der er kendte Palsgaard-ansigter blandt de voksne medvirkende, f. eks. Jon Neergaard Kobberøe som milliardæren Oliver Warbucks, Carina Hartmann Olsen som den fordrukne og tyranniske børnehjemsforstander Miss Hannigan, og Svend Pedersen som den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Børnehjemforstanderens skurk af en bror, Rooster Hannigan, spilles af Mathias Myrthue Justesen, hans veninde Lily af Anna Skjærlund Grønnebæk, og i rollen som Warbucks husfaktotum Grace ses Louise Rømhild.

I øvrigt er billetsalget i gang, og flere end 500 billetter er solgt. Der er nemlig rabat, hvis man køber billetten inden nytår.

Læs mere om alle navnene her.


Annie 2017

Festlig, pompøs og humoristisk

Ordene kommer fra Karin R. Misser, formand for Palsgaard Sommerspil, når hun skal beskrive næste års forestilling på Danmarks Smukkeste Friluftsscene. En forestilling, hvor børnene genindtager scenen, som de senest gjorde det i stort tal, da Palsgaard Sommerspil i 2005 havde sin allerstørste publikum-succes med ”The Sound of Music”.

Historien om Annie

Lille Annie blev som spæd efterladt på dørtrinnet til et børnehjem, som bestyres af den fordrukne og tyranniske plattenslager Miss Hannigan. Nu er Annie blevet ni år, og hun vil ud i verden og finde sine rigtige forældre. Med hjælp fra sine seks veninder på børnehjemmet lykkes det hende at stikke af, og sammen med hunden Sandy, som hun møder på sin vej, må hun gå så gruelig meget igennem, før hun endelig kan falde til ro i hjemmet hos mangemilliardæren Oliver “Daddy” Warbucks og hans sekretær Grace Farrel.

(fortsat)

De vil hjælpe Annie med at finde hendes forældre, men Miss Hannigans kriminelle bror Rooster og hans veninde Lily sætter alle slags intriger i gang for at få dusøren, som Warbucks udlover, hvis Annies forældre melder sig. Men det viser sig, at der bag milliardærens og sekretærens kølige ydre banker varme hjerter. På scener verden over har den lille, forældreløse Annie og hendes trofaste gadekryds af en hund siden vundet millioner af hjerter.