Palsgaard Sommerspil får ny formand

Thrine Nørgaard erstatter Karin Misser som formand for Palsgaard Sommerspil. Den afgående formand har ikke den fornødne tid men håber at kunne hjælpe til fra sidelinjen.

Ved generalforsamlingen 26. november blev Thrine Nørgaard valgt som ny formand.  Hun er uddannet jurist, er til daglig personalechef i Vejle Kommune og har stor erfaring med foreningsliv:

Karin Misser (tv.) og Thrine Nørgaard (th.) Foto: Søren Grundahl

– Det er ikke på det kunstneriske felt, at jeg har mine spidskompetencer, men det er der heldigvis andre omkring mig, der har. Men i en forening som i høj grad drives af frivillige, håber jeg, at jeg med min ledelsesmæssige erfaring kan bidrage, siger Thrine Nørgaard.

I 2013 flyttede hun med sin familie til As og har siden set alle forestillinger. For to år siden fik hun og manden, Bjørn Rimdal, blod på tanden og meldte sig som frivillige.

Med 25 års erfaring med ledelse i den offentlige sektor og mangeårigt foreningsarbejde er det derfor en stor kapacitet, der nu overtager roret fra Karin Misser, der har valgt at trække sig på grund af tidsmangel:

–  Uanset hvordan jeg vender og drejer det, er der kun 24 timer i døgnet. Palsgaard fortjener en formand, der har den fornødne tid og energi til at drive foreningen. Det har jeg desværre ikke i mit nuværende arbejde, fortæller Karin Misser.

Karin, der i dén grad er en del af Palsgaards dna, fremhæver dog, at hun i videst muligt omfang vil hjælpe til fra sidelinjen, hvis der er brug for det. Ikke mindst på det kunstneriske plan, hvor hun har stor erfaring. Til daglig arbejder hun som produktionsleder på Randers Egns Teater og har tidligere arbejdet på teatret Mungo Park Kolding og ved Peter Schaufuss Balletten.


Kulturelt fyrtårn og talentfabrik

Kulturelt fyrtårn og talentfabrik

 

Palsgaard Sommerspils bestyrelse efter generalforsamlingen.
Bagerste række fra venstre: Martin Lykke Rosenkrands, Søren Rohmann Birkebæk, Karin R. Misser, Jesper Hansen og Hans Bergur Nielsen
Forrest fra venstre: Elinor Vestergaard, Agnete Bjerg, Kirsten Brix og Kirsten Lambach

Palsgaard Sommerspil har meget at være stolt af, mener formanden

Det var en stolt formand, der kunne aflægge beretning, da foreningen Palsgaard Sommerspil holdt generalforsamling søndag den 20. november. Trods endnu et underskud på årets forestilling er der nemlig rigtig meget at glæde sig over, mener Karin Misser.

”Vi er et stort aktiv for Hedensted kommune, som støtter os og er stolt af at have Palsgaard Sommerspil i kommunen. Ganske vist er vi amatører, men alligevel et kulturelt fyrtårn, eneste af i sin slags her på egnen. Vi skaber arbejdspladser med vores betalte, kunstneriske ledelse og med vores støtte til det lokale erhvervsliv, som vi handler hos”, sagde formanden og understregede, at Palsgaard Sommerspil er meget mere end det:
”Vi er socialt samlingssted med 250 frivillige hjælpere, og vi er et sted, hvor børn og voksne kan deltage i fællesskab og udvikle de kreative evner, de har – vi støtter nemlig i allerhøjeste grad talentudvikling, når det gælder sang, musik, dans og kreativitet omkring det at bygge en forestilling op. Alle disse historier skal vi blive meget bedre til at fortælle”, pointerede Karin Misser, der glædede sig over, at 60 medlemmer deltog i generalforsamlingen.

Lykkelig slutning

Hun konstaterede, at årets forestilling, ”Chess”, var en stor kunstnerisk, men knap så stor økonomisk succes med et minus på godt 60.000 kr. på bundlinjen, så kassebeholdningen er ret begrænset.

”Vi har sat en række ting i gang for at sikre os yderligere indtægter. Men vi er nu også ret overbevist om, at 2017-forestillingen ”Annie”, Broadway-klassikeren om den forældreløse børnehjemspige, hendes veninder, venner og fjender i 1930’ernes New York, bliver en publikums-succes. Vi har lyttet til, at mange har givet udtryk for at de gerne vil se en klassiker, hvor der både er tale og sang, hvor der er fest og farver – og en lykkelig slutning. Det får vi alt sammen i år”, berettede formanden, som også fortalte, at billetsalget er godt i gang – og at der er 50 kroners rabat, hvis man køber inden nytår.

Agnete Bjerg, som i øvrigt er æresmedlem af foreningen, blev genvalgt til bestyrelsen, mens Elinor Vestergaard blev valgt i stedet for Ulla Dideriksen, der ikke ønskede genvalg. Det gjorde heller ikke suppleanterne Thor Vestergaard og Claus Lundsgaard, og de erstattes af Hans Nielsen og Jesper Hansen.