Palsgaard i pastelfarver: scenen til ‘Hairspray’ blev præsenteret

Når Palsgaard Sommerspil til sommer opfører musicalen ‘Hairspray’, bliver det i en pastelfarvet kulisse, der byder på små sjove overraskelser til publikum men som også lader karaktererne stå for sig selv.

 

Lørdag mødtes scenograf Pernille Ekstrand med bestyrelsen, den kunstneriske ledelse og scenebyggerne fra Palsgaard Sommerspil for at præsentere scenemodellen til sommerens musical. I ægte 60’er-stil bliver der fuld knald på pastelfarverne på dén scene, som de 40 skuespillere kan indtage til sommer.
Pernille Ekstrand er uddannet teatertekniker og går sideløbende med jobbet som scenograf på Den Danske Scenekunstskole i København. Det er hendes første år på Palsgaard, og som scenograf står hun for hele forestillingens visuelle udtryk:

“Det har virkelig været spændende at arbejde med scenografien. De enestående rammer og ressourcer, som der er på Palsgaard, har givet mig gode betingelser for at kunne udfolde mig”

Sådan siger Pernille, der tidligere har arbejdet på Fredericia Teater, Nyborg Voldspil og Elite Teater i Odense.
‘Hairspray’ er en forestilling med masser af livsglæde, som bliver sunget og danset ud. Derfor har det også været vigtigt med en scene i forskellige niveauer, som kan give de store danseoptrin dynamik og liv.
Selv om forestillingen behandler alvorlige temaer, bliver der – også i scenografien – plads til en god portion humor, der falder godt i hak med dén humoristiske historie, der bliver fortalt:

“Der er så meget knald på i forestillingen, og det har været vigtigt for os ikke at dynge publikum til med for mange indtryk. Alle de sjove karakterer skal have lov til at udfolde sig og stå for sig selv. Alligevel kan publikum forvente god, gammeldags teatermagi med nogle sjove sceniske overraskelser undervejs”

Publikum må dog vente lidt endnu med at få scenen at se. Indtil premieren er det nemlig hemmeligt, præcis hvordan scenen kommer til at se ud. ‘Hairspray’ kan opleves 26. juli til og med 5. august, og billetter kan købes på Horsens Ny Teater, Juelsminde Turistbureau eller på Palsgaard Sommerspils hjemmeside.


Glad Palsgaard-instruktør: - Vi kan næsten ikke få armene ned

Glad Palsgaard-instruktør:
– Vi kan næsten ikke få armene ned

Koreograf, Jacob Philip Andersen, instruere ansøgerne

Flere end 100 håbefulde aspiranter kom til
Palsgaard Sommerspils audition på
næste års store musicalopsætning, ’Hairspray’.

I weekenden inviterede Palsgaard Sommerspil til audition på musicalen ’Hairspray’. Med flere end 100 deltagere bliver det derfor et stort arbejde at udvælge de cirka 40 personer, der skal indtage scenen til sommer:

– Vi har haft rigtig mange dygtige mennesker til audition. Der har været flere end normalt, og niveauet har været utroligt højt, så vi kan næsten ikke få armene ned. Derfor bliver det faktisk også en udfordring at vælge, men det er jo heldigvis et luksusproblem for os, siger instruktør Jens Frausing.

Blandt de mange tilmeldte har der både været gamle kendinge og nye ansigter fra hele landet, så det bliver derfor noget af en opgave for Jens Frausing og resten af den kreative ledelse at få sat holdet til ’Hairspray’:  

  – At folk er villige til at rejse helt fra Aalborg og Odense for at være med, vidner om, at Palsgaard står for kvalitet, men også at der er interesse for at medvirke i netop ’Hairspray’, siger Jens Frausing.

Koreograf, Jacob Philip Andersen i front for danse auditionen

Der har også været stor interesse for at sikre sig en billet til sommerens musical. Selv om der er otte måneder til premieren, er der på nuværende tidspunkt således allerede solgt 1400 billetter. ’Hairspray’ kan opleves 26. juli

til 5. august i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Billetter kan købes på Horsens Ny Teater, Juelsminde Turistbureau eller Palsgaard Sommerspils hjemmeside.


Palsgaard Sommerspil skal favne hele hudfarve-paletten

Det er ikke kun de håbefulde aspiranters sangstemmer og dansetrin, der vil blive lagt mærke til, når Palsgaard Sommerspil inviterer til audition på næste års store musicalopsætning, ’Hairspray’.

Den 2. og 3. december inviterer Palsgaard Sommerspil til audition i Horsens på musicalen ’Hairspray’, som har premiere 26. juli 2018. Handlingen udspiller sig i den amerikanske by Baltimore. Året er 1962 og raceoprøret ulmer under overfladen. Med raceoprøret som omdrejningspunkt for historien er det derfor vigtigt at få sammensat et hold, der afspejler virkeligheden, som den så ud i 1960’erne:

– Vi skal som altid bruge et stærkt hold af sangere, da

nsere og skuespillere. Men særligt i år har vi fokus på at få sat et hold med racemæssig diversitet, siger instruktør Jens Frausing.

Det betyder altså, at Jens Frausing og resten af den kreative ledelse ikke kun vil lægge mærke til de håbefulde aspiranters sangstemmer og dansetrin, når holdet skal sammensættes den kommende weekend.

– Vi skal have respekt for historien, og derfor sminker vi ikke skuespillerne til at ligne en anden race. Derfor håber vi også, at der kommer nogle dygtige sangere og dansere med en anden etnisk oprindelse end dansk til audition, uddyber Jens Frausing.

Publikum kan se frem til muntre musicaltoner, inspireret af 1960’ernes tyggegummipop og dreng-møder-pige-ballader med tilsætning af gospel, soul og rhytm&blues, når ’Hairspray’ har premiere 26. juli i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Audition finder sted på Allégade 16, 8700 Horsens. Tilmelding kan ske på www.palsgaardsommerspil.dk