Linda skriver

RENT – rå og rørende rockmusical

Kære venner i Palsgaard Sommerspil.

Til lykke med RENT og en flot premiere. Som altid oplevede jeg en hyggelig aften i slotsparken.

Publikum ankommer til en tilsyneladende ufærdig scenografi. Et scenestillads, der skal illudere en bygning i 1990’ernes New York. Den har engang været storslået, hvilket ses af udsmykningen ved døre og vinduer. Der er dog en mening med galskaben. ”Huset” med ulovlig brændeovn og alle elektriske apparater koblet sammen i én forlængerledning danner rammen om en række menneskeskæbner, der ikke altid udspiller sig på tilværelsens solside.

I et boheme-miljø af håbefulde kunstnere og skæve eksistenser følger vi karakterernes kamp for kærligheden, penge til huslejen og overlevelse – i bogstavelig forstand. Til trods for, at de lever i en barsk virkelighed med HIV/AIDS, stoffer og fattigdom – eller måske netop derfor – mestrer de kunsten at leve livet fuldt og helt. Hér er lagt op til en hjerteskærende og medrivende beretning, hvor vi kommer vidt omkring i følelsesrepertoiret.

RENT fremføres af et sejt og dygtigt cast bestående af både nye og velkendte talenter med fremragende stemmer. Hver enkelt er velvalgt ud fra stemme, udstråling og indlevelse. Ud over solistrollerne har mange i ensemblet solistpotentiale. I har begået en ny oversættelse af stykket. Dog ærgrer det mig, at teksten i visse passager er svær at høre/forstå. Det gør til tider handlingen svær at følge.

Bortset fra noget lydteknisk fnidder i starten gik det okay med lyden. På lyssiden savnede jeg følgespot i slutningen af 1. akt, hvor det i tusmørket blev svært at se skuespillernes mimik. I det hele taget er såkaldte delte scener lidt problematiske på en friluftsscene. I en mørk teatersal guider lyset publikums øjne hen, hvor et optrin foregår. Den mulighed forpasser man i dagslys under åben himmel.

Koreografien har fokus på dans og bevægelse, der understøtter fortællingens skiftende stemninger.

Personligt savner jeg tidligere tiders kulisser med indbyggede finesser og overraskelser. Til gengæld er kostumerne spændende at kigge på. Systuen har tryllet med interessante materialer.

Det er modigt af Palsgaard Sommerspil at sætte en forestilling op, der måske ikke ligger lige til højrebenet hos det vanlige sommerspilpublikumssegment. Og tak for det. Ligesom for skuespillerne er det sundt for publikum at blive udfordret. RENT rummer masser af stof til eftertanke og bevarer fortsat sin relevans.

Højt over forestillingen vajer regnbueflaget som en hyldest til mangfoldighed, tolerance og fællesskab – værdier, som I favner så flot på Palsgaard og som alle frivillige udlever gennem deres engagement, entusiasme og ildhu. I tænder flammen.

Budskabet om at leve nu og hér og retten til at være den, man er, står skarpt. Oplev RENT på Palsgaard, mens du kan. Er man RENT-novice, kan det anbefales at læse den lille handlingsgennemgang i det fine program. Viva La Vie Boheme!

Linda B. Hansen
Hardcore fan og publikumsveteran (for 46. år i træk) på række 5 v/midtergang, den 1. august 2019

PS: Jeg forstår ikke, hvad Helge Frandsen-skiltet har at gøre på en kondemneret bygning i New York.