Erik Vinther skrev:

Fra Erik Vinther: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Selvom min aften startede lidt hektisk fordi en passager i bilen ikke havde sit coronapas med og vi derfor måtte vende om ogtage en ekstra tur, og selvom mørke skyer truede på himlen ved ankomsten til slotsparken , var forestillingen lige fra start med til at alt det hurtigt var glemt.
Smukke farver, fantasiverden og en ny og spændende måde at bruge scenen på var med til at man straks så at dette vil blive noget særligt.
Sangen om regnbuen som vi alle kender, blev leveret af Dorothy så aftenkulden blev til varme lyde fra højttaleren.
En stemme der lige passede til stedet og situationen og på intet tidspunkt var der mislyde og skrat , flot lydarbejde der blot understregede de helt igennem flotte sangnumre. At brug midten af scenen som orkestergrav er genialt, og at bruge centrum til entre og sortie for de fleste figurer var nyskabende og helt til ug.
Man skal som tilskuer lige vende sig det univers som forestillingen er i, et ensemble i ens dragter der fryder øjet, små farverige huse. Fjollede tekster og figurere er med til at man hele aftenen sidder med et lille smil og nyder at verden ikke altid behøver at være så vanskelig at forholde sig til. Den lille hund kunne blive et forstyrrende element, men også den kender sin opgave og er en del af helheden. Flot instruktørarbejde på alle fronter.
Tinmanden, fugleskræmslet, og den ængstelige løve leverer flot skuespil, der nemt i denne forestilling kan blive lidt fortegnet , men ikke på Palsgaard. Her tager man alle roller alvorligt og har et godt øje for at netop disse roller er vigtige for at alt til sidst giver mening. Flot spillet….. !!!!
Heksen som vil få nogle børn blandt publikum til at gyse, er flot lavet, både kostume, lyssætning og spil. Det virker autentisk midt i hele den fantasiverden som man er i.
Palsgaard og friluftsscenen kan noget, på et tidspunkt synger fugleskræmslet om at tale med skyerne , da begyndte det at dryppe fra oven, senere i samme sekund som heksen kommer frem i en grøn røgsky, flyver en flagermus hen over scenen…
Myggene sværmede da Dorothy sang om dansemyggen og så videre…… 
Dejligt at se at der i år blev danset flot af hele ensemblet, og sunget, et højt niveau som det er tydeligt at I har arbejdet meget med.
Glinda og onkel Henry spiller godt i alle roller, det er det der gør at man er tryg som tilskuer, alle bærer og slæber og præsterer på højt niveau.
Hvis man ikke lige tænker over at dernede i gulvet sidder et fremragende orkester, så tror man det er lydsporet fra filmen der er kørt ind over, hvor er det god musik de leverer…..
Endnu en gang tak til jer alle sammen for en opløftende og fremragende præstation , I kan være stolte af det I gør hver aften i de kommende dage.
Til alle jer der ikke var der i går aftes,,,,,, brug jeres gode forstand og giv Troldmanden fra Oz en chance, find modet og trods vejret i den lunefulde danske sommer, lad hjertet råde og nyd at se det som andre har skabt for publikum i denne smukke park, I vil ikke fortryde det. Tag børn og børnebørn med, det er i høj grad en forestilling der kan tryllebinde dem. Vis dem at live og virkelighed kan overgå ipad og mobiltelefoner og computerspil for en aften, 5 stjerner til Troldmanden fra Oz.
Fortsat god sommer til alle!

Horsens folkeblad skrev:

Jyllands-Posten skrev

De medvirkende gør Palsgaard Sommerspils ”Troldmanden fra Oz” til fornøjeligt sommerteater

Palsgaard Sommerspil indtager igen parken ved Palsgaard Gods – denne gang med ”Troldmanden fra Oz”, der imponerer trods en træg historie.
[object Object]
De medvirkende giver den fuld gas i Palsgaard Sommerspils musical ”Troldmanden fra Oz”. Foto: Rikke Kidmose

MUSICAL

TROLDMANDEN FRA OZ

PALSGAARD SOMMERSPIL

Af L. Frank Baum

Iscenesættelse: Jens Frausing

Scenografi: Pernille Ekstrand

Varighed: 2 timer og 50 minutter

Spiller i Juelsminde til den 8. august

Igen i år er Palsgaard Sommerspil rykket ind i parken bag Palsgaard Gods i Juelsminde. Det har de gjort siden 1972. På den måde er Palsgaard Sommerspil sammen med eksempelvis Nyborg Voldspil og Varde Sommerspil blandt de garvede i flokken af sommerteatre, der hvert år lokker tusindvis af tilskuere til friluftscenerne.

De har alle en hob af glade amatører på scenen, en håndfuld professionelle i den kunstneriske ledelse – undertiden også i de bærende roller – og en overvældende opbakning fra frivillige bag scenen, i systuen, i kaffeboden og på parkeringspladsen. Hvis vi havde glemt, at Danmark er et foreningsland, så bliver vi mindet om det her.

Derfor kan vi også acceptere mere, når det gælder præstationerne på scenen. Ikke alle kan eller skal bære store solosange eller karakterskuespil. Det professionelle team har derfor et desto større ansvar for at forme forestillingen, så de medvirkende viser sig fra deres bedste sider og ikke bliver gjort til grin for åbent tæppe. Det ses desværre nogle gange.

Heldigvis er det ikke tilfældet i ”Troldmanden fra Oz”, der er dette års musical hos Palsgaard Sommerspil. Vores hovedperson, gårdpigen Dorothy Gale fra Kansas, er skøn i Ann Charlotte B. Madsens skikkelse, og hun tager ubesværet livtag med kendingssangen ”Somewhere Over the Rainbow” (oversat til dansk). Og hendes tre venner, fugleskræmslet, tinmanden og løven, er alle både morsomme og følsomme i deres roller.

Så rummer vi til gengæld, at korsatserne indimellem bliver mere flerstemmige, end komponisten havde tænkt sig, og at der fra visse kanter bliver givet fuld gas med patos og gestikulationer – også selv om det er ude på flanken i en ellers diskret ensemblerolle. Det har også sin charme.

Arbejdet med at tilpasse sig de medvirkendes evner lykkes bedst hos koreografen Jacob Philip Andersen. Han får på kreativ vis gjort alle dansene varierede og udtryksfulde, uden at slå brødet for stort op. Det betyder, at de medvirkende ikke bare ligner professionelle musicalperformere, men også gennemfører koreografierne med en god portion overskud og selvsikkerhed.

”Troldmanden fra Oz” er et eksempel på, at noget ikke er godt, fordi det er gammelt. Der er lavet adskillige bedre coming of age-historier siden år 1900, hvor L. Frank Baum skrev bogen. Men Pernille Ekstrand har skabt en formidabel farveladescenografi, der pynter som tivolistribet slikpapir om den temmelig uspændende historie – og de næsten tre timer, vi bruger på den.

Forestillingen imponerer således især visuelt og koreografisk, og de medvirkende gør den til en fornøjelig teateroplevelse til sommerkalenderen.

Ungt teaterblod skrev

Anmeldelse: Troldmanden fra Oz, Palsgaard Slotspark (Palsgaard Sommerspil)

 

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Palsgaard Sommerspil skulle oprindeligt have haft premiere på Troldmanden fra Oz sidste år. Men da Coronapandemien rasede, måtte Palsgaard Sommerspil udsætte premieren til 2021. Derfor er det i år muligt at tage med Dorothy over regnbuen og opleve magien, der er at finde langt, langt væk fra Kansas City.

Og lige fra starten hvor forestillingen bliver slået an, sidder jeg allerede med gåsehud. Musikken er nemlig lige fra start med til at præsentere den magi, der har så stor en plads i forestillingen. Og det er uden tvivl et meget kompetent orkester, der står bag musikken i dette års sommerspil. Forestillingen lægger op til, at et symfoniorkester spiller al musikken, det er dog svært at få til at passe ind pladsmæssigt. Derfor er noget af musikken indspillet på forhånd, som så afspilles sammen med det orkester, der rent faktisk er tilstede. Og det er et super godt resultat, for det lyder simpelthen så smukt.

Selve scenografien af Pernille Ekstrand er også med til at skabe dette helt unikke univers og skabe kontrasten mellem den lille gård, hvor Dorothy bor i Kansas City og den magiske verden med den gule vej. Scenografien er bygget op i flere forskellige niveauer, som giver mulighed for at udnytte hele scenen på forskellige måder. Derudover er den gule vej en meget vigtig del af scenografien og også historien i Troldmanden fra Oz. Og den får samtidigt også en central rolle i scenografien, da den er midt på scenen hele forestillingen igennem.

Selve castet i forestillingen formår også at levere et super flot produkt. Den kemi, der er mellem Ann Charlotte B. Madsen, Oliver Skøtt, Marc Olsen og Kasper Kragh Dybdal, der henholdsvis spiller Dorothy, Tom/Fugleskræmslet, John/Tinmanden og Leo/Løven, er helt vildt god. De passer supergodt sammen, og passer perfekt ind i de roller. De er alle overbevisende, i den rolle, de besidder, om det enten er den hjertevarme Dorothy, Fugleskræmslet uden hjerne, Tinmanden uden hjerte eller Løven uden mod. Og når de spiller sammen, så går det op i en højere enhed.

Kostumerne, som skuespillerne er iført, er virkelig gennemførte. De passer lige ind i universet, og giver alle skuespillerne så meget karakter. Den gode heks Glindas kjole er overdådig og borgerne i Oz er alle iført grønt tøj i alle afskygninger. Det er tænkt længe over alle kostumerne, og det er også givet godt ud. For når så stor en del af forestillingen foregår i et andet univers, skal kostumerne også afspejle det, og det er man i hvert fald nået i mål med her.

Selve ensemblet er med til at skabe liv på scenen og gøre den magiske verden endnu mere eventyrlig. Og det er tydeligt, at der er gjort en dyd ud af gøre ensemblet helt perfekt. For der er så meget liv på scenen i de store ensemblescener, og der er så mange små historier hist og her, hvis man virkeligt ser efter. Samtidigt er ensemblet med til at skabe baggrundslyden med deres skønsang. Og koret er simpelthen så godt sammensat. Det lyder utroligt smukt, og er sammen med musikken med til at skabe baggrundslyden for lige netop Palsgaard Sommerpils version af Troldmanden fra Oz.

Selve koreografien af Jacob Philip Andersen har en smule kant, og det passer umiddelbart ret godt til forestillingen. Til tider virker den en smule simpel, men ellers er den lige i skabet. Der er meget fokus på de unaturlige væsner, og koreografien afspejler dermed det specielle univers, Dorothy er havnet i. Publikum bliver hele tiden præsenteret for en eventyrlig verden med mange forskellige væsner. Væsnerne er lidt kantede og kække, og der passer koreografien ret godt ind. Den er kantet og interessant og se på, og den passer godt ind i fortællingen om et alternativt univers, hvor Dorothy starter sin rejse hjem mod Kansas City.

Alt i alt så går Troldmanden fra Oz op i en højere enhed. Og forestillingen er ideel både til børn og voksne. For rejsen, som Dorothy er på, er også et bevis på, at man kan hvad man vil. Hun finder troen på, at hun kan finde hjem igen, og samtidigt er hun så godhjertet, at hun ønsker at hjælpe sine nye venner.

Det er en eventyrlig forestillingen, og tiden flyver bare af sted. Selvom forestillingen varer omkring tre timer, så føles det ikke, som om man har siddet der så læge. Der kan stilles spørgemålstegn ved, om tre timer er for langt tid, hvis forestillingen skal gå for en familieforestilling, men umiddelbart er tiden givet godt ud til den lange fortælling. Og før man ved af det, er forestillingen forbi, og så går turen hjem, dog med garanti for at man har nydt de sidste par timer i selskab med Munchkins, Winkies, valmuer og mange, mange flere.

 

Palsgaard Sommerspil

Palsgaard Slotspark, Palsgaardvej 10, 7130 Juelsminde

Spilleperiode: 29. juli-8. august 2021

Set den 29. juli 2021

Fotos: Rikke Kidmose

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Klip fra Facebook

TROLDMANDEN, DER FORTRYLLEDE OS ALLE ☀️❤️
Filmen “Troldmanden fra Oz” havde premiere i Danmark 13 år før jeg blev født. Og igennem hele livet har den ligget og luret der ude for enden af…. hukommelsen.👌men den har været der. Og jeg kan svagt huske filmen, som jeg nok har set i fjernsynet, som det hed dengang. Og melodierne er der jo et eller andet sted. Især “Over the Rainbow” som Judy Garland sang ind i alle folks hjerter. Og som mange har gjort det siden.
Torsdag den 29. juli 2021 skete der noget magisk. Ganske få kilometer fra Juelsminde dukkede magien fra dengang op igen, helt nøjagtigt i Palsgaard i forbindelse med premieren på årets sommerspil. Og her fik kombinationen af lidt regn og lidt sol den flotteste regnbue frem jeg længe havde set. “Troldmanden fra Oz” blev leveret til mere end 6 stjerner, der lyste op i kap med regnbuens farver, der fandt vej helt ned på scenen. I spidsen sang Ann Charlotte B. Madsen sig lige ind i publikums hjerter i rollen som Dorothy, og med sig havde hun lige så fantastiske medspillere i Marc Olsen , Oliver Skøtt og Kasper Kragh Dybdal på vejen ad “yellow brick road”. Ja selv hunden Bamse leverede en pragtpræstation som Dorothys tro ven i snor, Toto.👌🐩Det blev en blændende aften, hvor magien fik frit spil i nogle helt fantastiske farver, musikalsk fulgt i mål af Mathias Myrthue Justesen og hans orkester, og koreografisk garneret med Jacob Philip Andersen s helt specielle evner. Endelig kan der ikke herske nogen tvivl om at instruktør Jens Frausing også i høj grad elsker denne klassiske musical. Det anes hele vejen igennem, ikke mindst i Pernille Ekstrands fortryllende scenografi.👌❤️ kort sagt 🤭😀 det var en fantastisk oplevelse.💕
P.S. Og for egen regning glæder jeg mig til at have både Jens, Jacob og Mathias med i Vejle, når vi præsenterer “Cabaret” i januar 2022.
Linda skriver:
Efter et års ekstra ventetid er Troldmanden fra Oz nu en realitet ️🎭️ 🎵️ Palsgaard Sommerspil viser atter engang, at de besidder hjerne, hjerte og mod.
Forestillingen er en familievenlig musical med magi, humor og alvor samt sjove replikker og optrin. Den er underholdende og har potentiale til at sætte tanker i gang hos både børn og voksne.
Farver og lyssætning er en vigtig del af sommerspillet. Ved mørkets frembrud kommer det hele så fint til sin ret, mens man som tilskuer nærmest bliver suget ind i scenens univers. Rubiner og smaragder kaster et overjordisk skær over scenografi og kostumer, og lyset fremhæver de skiftende stemninger. Det er fremragende 👏 👏 👏
Når formanden i sin velkomsttale bliver ufrivilligt morsom, og løven utilsigtet mister sin haledusk, ved vi, at vi overværer en unik live-forestilling. Hver aften vil berige publikum med forskellige oplevelser og indtryk – øjeblikke som beviser, at vi har været vidner til et stykke levende kultur på scenen.
Magien og eventyret lever.
Hvor er det i det hele taget en befrielse at kunne gå i teatret igen og være omgivet af mennesker.
Tak for en dejlig forestilling i den sædvanlige, hyggelige atmosfære i slotsparken 😊

Kystlandet skriver: